Om uddannelsen
På uddannelsen lærer du at udføre de jordarbejder, der skal klares i forbindelse med byggeri. Du får en grundig viden om opbygning af betonfundamenter til bygninger, og du lærer om stenbelægning, vejbyggeri og andre anlægsopgaver.
Opbygning
Uddannelsen varer op til 3 år og 11 måneder. Den veksler mellem skole og praktik. Du kan starte på skole eller i praktik. For at starte i praktik skal du have en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver.

Uddannelsen er opdelt i et grundforløb og et hovedforløb
Grundforløbet er markeret med orange og hovedforløbet er markeret med
lys- og mørkblå.
Grundforløbet varer normalt 20 uger på teknisk skole, men kan forlænges op til 60 uger. Læs mere om grundforløb i Erhvervsuddannelser.
På hovedforløbet er der på Trin 1 skoleperioder på i alt 10 uger.
På Trin 2 er der på anlægsstruktør og på bygningsstruktør yderligere skoleperioder på i alt 20 uger.
På uddannelsen til brolægger er der på hovedforløbet skoleperioder på 25 uger. Resten af tiden er du i praktik.
Uddannelsen tilbydes på en række skoler rundt omkring i landet.
Mesterlære
Du har mulighed for at tage uddannelsen som mesterlære.
Det første år bliver du oplært hos mester. Oplæringen hos mester træder i stedet for uddannelsens grundforløb på skole.
Du skal indgå uddannelsesaftale med lærestedet.
Sammen med din mester og erhvervsskolen laver du en personlig uddannelsesplan.
I slutningen af praktikåret bliver du fagligt vurderet. Er dit faglige niveau ok, kan du fortsætte på uddannelsens hovedforløb.
Trin
Trin 1 er fælles og tages af alle.
Alle bliver, efter beståede prøver, dermed Kloakrørlæggere.
Du kan stoppe din uddannelse efter Trin 1 eller fortsætte på Trin 2.
- På trin 1 (kloakrørlægger) lærer du bl.a. at foretage opmåling og at producere betonkonstruktioner og stå for rørlægning.
-
På trin 2 (anlægsstruktør) får du indblik i, hvordan udgravninger og jordarbejder foregår, fx til bygningsfundamenter eller nedgravning af elkabler. Du lærer at fundere med dræn, afvanding og påføring af fx sand til vejdæmninger, broer eller andet. Du bliver også fortrolig med støbning i beton.
- På trin 2 (bygningsstruktør) er fokus på den del af byggearbejdet, som er på eller over jorden, det vil sige bygninger. Du lærer også om dræn og støbning af fundamenter, og du får kendskab til materialer, som du bruger til kældre, trapper og mure, vejbroer, viadukter og motorveje.
-
På trin2 (brolægger) lærer du at arbejde med bro- og kantsten i natursten, fliser i cement og klinker af brændt ler. Du får kendskab til belægning på veje, fortove og torvepladser og udvikler din sans for form, farve og linjer, så du kan lægge sten og fliser i indviklede mønstre.
Se mere om de enkelte fag på www.elevplan.dk.
Praktik
I praktikperioderne arbejder du praktisk med alt det, du har lært.
Du lærer at fungere i faget og at arbejde sammen med kolleger. Gennem praktikken får du efterhånden også en vis rutine i arbejdet. Du arbejder efter en uddannelsesplan, som du laver sammen med praktikstedet.
Du skal selv finde en praktikplads. Det kan godt kræve en stor indsats af dig, men der er gode muligheder. Du kan evt. få hjælp af skolen.
Praktikstedet skal være godkendt af Det faglige fællesudvalg for Struktør-, Brolægger- og Tagdækkerfaget. På www.praktikpladsen.dk kan du finde en oversigt over godkendte praktiksteder. Du kan også finde enkelte praktikpladser.
Når du har fundet et godkendt praktiksted, skal I indgå en skriftlig uddannelsesaftale, der fungerer som en ansættelseskontrakt.
Der er ikke mulighed for at komme i skolepraktik.
Læs mere om praktik i Erhvervsuddannelser.
Eksamen
Du skal til prøve i en række fag på grundforløbet.
Når du har gennemført grundforløbet, udsteder skolen et bevis, der giver adgang til hovedforløbet.
På hovedforløbet er der prøver, og du får karakterer undervejs. Du afslutter med (svende)prøve og uddannelsesbevis.
Tilmelding
Du skal aflevere et tilmeldingsskema, som du kan få på din grundskole, på en teknisk skole, ved andre ungdomsuddannelser eller på www.optagelse.dk.
Når du er tilmeldt, bliver du indkaldt til en samtale på skolen.
Sammen med en vejleder skal du lave din uddannelsesplan.
Uddannelsen kan begynde løbende hen over året. Kontakt den tekniske skole og hør, hvornår det næste hold begynder.
Merit
Du har mulighed for at få godskrevet dele af undervisningen, hvis du i forvejen har taget en anden relevant uddannelse eller har haft relevant arbejde.
Ordningen kaldes merit og skal aftales med skolen.
Voksenforløb
Er du voksen, og har du tilstrækkelig erhvervserfaring inden for området, kan du tage uddannelsen som voksenforløb. Uddannelsestiden bliver kortere og økonomien under uddannelsen anderledes.
Læs mere om voksenforløb for anlægsstruuktør, bygningsstruktør og brolægger.i
Økonomi
Du får løn fra den dag du starter i praktik - også i skoleperioderne.
Når du begynder uddannelsen med skoleophold, skal du være opmærksom på, at du ikke får løn i den første skoleperiode. Hvis du er over 18 år, kan du i stedet søge SU.
Fremtidsmuligheder
Ud over ansættelse inden for faget har du mulighed for at etablere dig som selvstændig.
Du kan videreuddanne dig til, bygningskonstruktør (herunder de korte forløb byggetekniker og landmålingstekniker). Anlægsstruktører har desuden ved Svendeprøven bestået den praktiske del af uddannelsen til kloakmester.
Det faglige fællesudvalg for Struktør-, Brolægger- og Tagdækkerfaget, Byggeriets Uddannelser
